LinkedIn-annoncering til klinikker i Gladsaxe, der taler med arbejdspladserne i nabolaget

De fleste klinikker får deres patienter én ad gangen. En nabo anbefaler jer, nogen finder jer på Google, en læge sender en henvisning. Det er en god og stabil måde at fylde kalenderen på. Men der findes en anden vej, som mange behandlere aldrig rigtig prøver: at lade en virksomhed sende sine medarbejdere til jer, fordi ledelsen har besluttet, at ondt i ryggen og stive skuldre er noget, man tager sig af i tide.

Gladsaxe er et godt sted at prøve den vej. Kommunen har store erhvervsområder med kontorer, laboratorier, lagre og produktion, og der er kort til tilsvarende arbejdspladser i Lyngby, Herlev og det nordvestlige København. Der sidder folk ved skærme hele dagen, og der står folk ved maskiner. Begge grupper har brug for en klinik, og deres arbejdsgiver har ofte interesse i, at de får hjælp.

Beslutningen træffes ikke af patienten

Her ligger forskellen fra almindelig markedsføring af en klinik. Den medarbejder, der får ondt, søger måske på Google. Men den, der beslutter, om virksomheden skal have en fast ordning med en fysioterapeut, er en anden person, og hun leder ikke efter jer. Hun læser LinkedIn i toget eller mellem to møder, og det er dér, klinikken skal møde hende.

Ingen HR-chef køber en årlig ordning direkte fra en annonce. Specialisten bygger derfor kampagnen op omkring noget lille og nemt at sige ja til. Det kan være et oplæg i frokostpausen om at sidde, stå og løfte ordentligt. Det kan være et besøg, hvor en fysioterapeut går en runde i kontorlandskabet og ser på arbejdsstillinger. Eller en kort skriftlig vejledning om skulder og nakke, som HR kan sende rundt til medarbejderne.

Når virksomheden først har mødt jer på den måde, er samtalen om en fast ordning en helt anden. I er ikke længere en ukendt klinik, men folkene, der stod i kantinen og gav medarbejderne noget brugbart.

Målretning efter stilling og sted

LinkedIn lader specialisten vælge, hvem der ser annoncen, ud fra stillingsbetegnelse, branche, virksomhedens størrelse og hvor folk arbejder. For en klinik i Gladsaxe betyder det, at annoncerne kan holdes til arbejdspladser inden for rimelig køreafstand, og at budgettet ikke bliver brugt på en HR-chef i Aarhus, der aldrig ville sende sine folk så langt.

Lad os sige, at en fysioterapiklinik i Buddinge har tre behandlere og en kalender, der er fuld om eftermiddagen, men har huller om formiddagen. Ejeren vil gerne have virksomheder som kunder, fordi medarbejdere ofte kan komme tidligt på dagen, hvis arbejdsgiveren er med på det.

Specialisten foreslår en kampagne til HR-folk og arbejdsmiljørepræsentanter i erhvervsområderne i kommunen og hos naboerne i Herlev og Lyngby. Annoncen tilbyder et gratis oplæg på en halv time om nakke og ryg ved skærmarbejde. Teksten er skrevet sammen med en af behandlerne, og billedet viser hende i en almindelig kontorstol, ikke i en hvid kittel. De virksomheder, der tager imod oplægget, får bagefter en kort opfølgning med et forslag til en fast ordning.

Eksemplet er tænkt, og hvordan det ville gå, afhænger af klinikken, tilbuddet og virksomhederne i området. Pointen er måden, kampagnen er bygget op på: et lille ja først, den større samtale bagefter.