For de fleste små servicefirmaer ender en søgeannonce ikke i en kurv på en webshop. Den ender i et opkald. Kunden har et utæt tag, en bil, der ikke vil starte, eller en have, der skal lægges om, og trykker på nummeret i annoncen. Bliver der ikke svaret, er det de færreste, som indtaler en besked. Resten går tilbage til søgeresultatet og prøver det næste nummer.
Hvornår kunderne ringer
Det ved kontoen allerede. Opdelt på ugedag og klokkeslæt viser rapporterne, hvornår annoncerne bliver set, og hvornår der bliver ringet. Hos mange lokale firmaer klumper opkaldene sig sammen tidligt om morgenen, i frokostpausen og sidst på eftermiddagen, når folk er på vej hjem, men mønstret skifter fra fag til fag. Specialisten læser det ud af dine egne tal og gætter ikke.
Hvornår du kan svare
Det ved kun du. Står du på en stige fra morgenstunden, ligger telefonen i lommen, og hænderne er optaget. Har du en ægtefælle eller en medarbejder, som tager imod opkald nogle formiddage, ser ugen anderledes ud. Specialisten beder dig derfor skrive en helt almindelig uge ned, time for time, før der bliver rørt ved en eneste indstilling.
Hvad der sker i mellemrummet
Når de to billeder lægges oven på hinanden, dukker der timer op, hvor mange ringer, og ingen svarer. Dér skruer specialisten ned for buddene eller skifter til annoncer, som sender folk til en kort formular i stedet for til telefonen. Og der dukker timer op, hvor du sagtens kunne svare, men hvor annoncerne næsten ikke bliver vist, fordi dagsbudgettet var brugt inden frokost. Dér flyttes pengene hen.